Makkerskrivning i praksis: Sådan skrev vi “Jagten på den talende hund”
Kaffe, hindbærsnitter og en konkret idé.
Makkerskrivning – at skrive sammen med en anden, har forandret min skriveproces. Min seneste bog “Jagten på den talende hund” er skrevet sammen med Bo Skjoldborg. Da vi gik i gang med projektet, anede jeg ikke, at makkerskrivning ville betyde et opgør med mine indgroede skrivevaner. Selv hvis man er professionel forfatter – og bruger sin kreativitet til at opfinde spændende karakterer, vilde plots og forunderlige verdner, er det langt fra sikkert, at man kan være opfindsom og kreativ i forhold til at evaluere sin egen arbejdsproces – samt genopfinde den. Selv finder jeg det uhyre vanskeligt, at starte på en ny historie. Jeg har det nemlig svært med at planlægge og plotte. Mange forfattere starter med at skrive en synopsis på historien. Det kan jeg ikke. Jeg skal snige mig ind på plottet ved at skrive om det. I starten af en skriveproces har jeg kun en vag, tåget idé om, hvad fortællingen skal handle om. For at komme historien nær skriver jeg løs uden at vide, hvor jeg skal hen. Den metode – hvis man kan kalde det en metode – er forbundet med en hel del frustration. Jeg arbejder i blinde. På en god dag føler jeg mig guddommeligt inspireret. På en dårlig dag – og dem er der en del af – har jeg lyst til at opgive hele projektet. Med makkerskrivning kan man af gode grunde ikke arbejde i blinde. For overhovedet at komme i gang, må man aftale med makkeren, hvad der skal ske. Sådan gjorde vi også med “Jagten på den talende hund”. Efter en gåtur, hvor vi blot snakkede løst og fast om bogen, var det på tide at blive konkrete. Vi opsøgte en kaffebar på Islands Brygge, som kunne forsyne os med makkerskrivningens vigtigste værktøjer: kaffe, hindbærsnitter og gratis wifi. Med kaffe og kage inden for rækkevidde oprettede jeg et fælles dokument online via Google Doc. Nu var vi klar til at skrive!
Herefter fulgte en rablende kaffe-kage påvirket brainstorm – man behøver faktisk intet stærkere – hvorefter vi efter 30 minutter kunne nedfælde følgende præmis i vores Google dokument:
Den talende hund:
To drenge kidnapper kæledyr for at kræve løsepenge, som skal gå til lakridspiber og Marabou. En dag kidnapper de det forkerte dyr. En hund, som kan tale. En hund, som kan sladre om dem.
Så vidste vi det. Hvad bogen skulle handle om. Så enkelt og konkret. Vi aftalte, at den talende hund skulle tvinge drengene til “et eller andet”. Vi aftalte, at drengene skulle hedde Kurt og Mikkel. Hunden skulle være fra Indien, hvor de drikker en øl, som hedder Kingfisher. Derfor døbte vi hunden “Fisher”. Dernæst aftalte vi, at Bo skrev de første to kapitler, og at jeg skrev det tredje. Så rundede vi af og brød op – for på det tidspunkt var vi løbet for kaffe og hindbærsnitter.
Sådan kom vi i gang med bogen uden frustration og uden at arbejde i blinde. Allerede efter dette første møde om bogen, kunne jeg mærke, at makkerskrivning ville forandre min arbejdsproces.
Læs mere om hvordan vi skrev “Jagten på den talende hund” i næste blogindlæg, som jeg kalder “Skriv sammen – hver for sig”.
