HVISKELEG

Ny spændende og tankevækkende graphic novel til børn, som handler om venskab og børns rettigheder.

Tegneserien “Hviskeleg” af forfatter Morten Dürr og illustrator Sofie Louise Dam sætter fokus på et problem, der desværre kun er blevet værre under corona-epidemien, nemlig den stigende vold mod børn i hjemmet.

Allerede den 6. april 2020 skrev FN’s generalsekretær, António Guterres på Twitter: 

“Vi har i den seneste tid set en forfærdelig global bølge af vold i hjemmene.” 

Han fulgte op med en videobesked, hvor han bad verdens regeringer gøre kampen mod vold i hjemmet til en integreret del af corona-foranstaltningerne.

Det er næsten gået et helt år siden generalsekretærens opråb. Faktum er, at udsatte børn i mange lande nu i månedsvis har været spærret inde sammen med de mennesker, der begår volden mod dem. Det gælder også i Danmark.  

Vold mod børn er et stort problem i Danmark.

Tallene så i forvejen ikke gode ud herhjemme. 

I 2019 blev der foretaget 6.867 anmeldelser om fysisk vold mod børn i Danmark ifølge Børns vilkår. Dette er en fordobling siden 2014. Det vurderes, at hvert sjette barn udsættes for fysisk vold.*

I Danmark blev fysisk vold mod børn forbudt i 1997. Psykisk vold blev forbudt i 2019. 

En bog om hemmeligheder, som vil ud.

“Hviskeleg” er en ny dansk graphic novel for børn i alderen 9 – 14 år. Historien handler om pigen Vera, som leger hviskeleg i skolegården sammen med veninderne. Det er rigtig sjovt – men legen bliver til alvor og et moralsk dilemma, da den stille pige, Anna, vil være med til hviskeleg. Anna hvisker: “Min mor slår mig.” Har Vera hørt rigtigt. Er det noget, Anna har fundet på? Hvad skal Vera gøre for at hjælpe Anna? “Hviskeleg” fortæller om en hemmelighed, som vil ud og siges højt.

Det handler om rettigheder.

Morten Dürr, forfatter, siger:

“I øjeblikket lever cirka 1.1 mill. børn under 18 år i Danmark. At hvert sjette af disse børn er udsat for vold i hjemmet er helt uacceptabelt. Man må huske på, at disse børn ikke har stemmeret. De er ikke i stand til at påvirke politikere og beslutningstagere. Det står klart at de voksne, groft sagt, har svigtet den unge generation.”

“Vi har som samfund sikret børns rettigheder i teorien men slet ikke i praksis. Vold mod børn er ulovligt, alligevel er volden forsat udbredt. Derfor må vi angribe problemet fra en ny vinkel. Vi laver en børnebog for at bringe diskussionen helt ud i klasselokalet og i hjemmet. Børn skal kende deres rettigheder.”

Tegninger fra en personlig vinkel.

Sofie Louise Dam siger:

”I arbejdet med tegneserien har jeg tænkt tilbage til min egen skolegang og de mange krævende sociale situationer, man havner i, når man er mange sammen. Vold eller omsorgssvigt er svært at tale om. Og som kammerat til én, der har det dårligt, kan det være svært at vide, hvad man må sige højt eller spørge om. Det er mit håb at Hviskeleg kan være med til at skabe rum og mod til at tale om svære ting.” 

”I Hviskeleg har jeg prioriteret at skildre de betydningsfulde nuancer af det samvær, der finder sted i skolen – de interaktioner vi har, der fordrer både alliancer og fortrolighed, men også det modsatte: eksklusion, mobning og utryghed. I en tid med mange offentlige diskussioner om den kultur og de sociale rum vi skaber sammen, ville vi gerne fortælle en historie fra børn og unges hverdag, der berører emnerne.”

“Hviskeleg” 
Tegneserie/Graphic novel – Af Morten Dürr (forfatter) og Sofie Louise Dam (illustrator)
72 sider.
Målgruppe: 9 – 14 år.
Udkommer 15. marts.

Undervisningsmateriale udarbejdet til bogen af lærer og MA børnelitteratur Rikke Dyrhave kommer online d. 15. marts.

Downloads:

Download forside i høj opløsning via dette link.

Download hele coveret i høj opløsning via dette link.

Download sider fra bogen: Opslag 1Opslag 2Opslag 3

Download portrætbilleder af Morten DürrSofie Louise Dam.

Kontakt Morten Dürr:

Mobil: +45 42404766, email: mortendurr@me.com – website: mortendurr.com

Kontakt Sofie Louise Dam:

Mobil: +45 25346453, email: sofielouisedam@live.dk – website: sofielouisedam.com

Morten Dürr er en af Danmarks mest produktive og læste børnebogsforfattere med 60 bøger bag sig. Han har modtaget indtil flere priser, senest “Skriverprisen” ved Undervisningsministeriet oktober 2020.

Sofie Louise Dam er en tegneserietegner og illustrator med base i Hamborg. Siden 2017 har hun tegnet billedbøger og tegneserier for danske og udenlandske forlag.

/slut på tekst.

Kilde vedr. statistik omkring vold mod børn.*https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-rapport-alt-for-mange-born-i-danmark-oplever-svigt?publisherId=2720852&releaseId=13593761