WORKSHOPS

Sammen med illustrator Patrick Steptoe holder jeg workshops og huskunstnerforløb – ofte for aldersgruppen 0.- 4. klassetrin. Vi tager udgangspunkt i vores bogserie “Kurt Komet & rex”.

Alle mindre børn holder af at tegne. De holder af at bruge nye, sjove ord og begreber til at strikke fantasi-historier sammen. Børns tegneglæde og fortælleglæde er forankret i legens verden – og står i modsætning til skoledagens udfordringer. Derfor holder børnene på et tidspunkt allesammen op med at tegne og strø om sig med fantasi-historier. Det sker nærmest fra den ene dag til den anden.

Med vores workshop og huskunstnerforløbet “Den store idé” omfavner vi børns glæde ved tegning og verbalfortælling, og vi viser dem, at en kunstnerisk praksis har et velkendt element af fantasi-leg. Men børnene kommer også til at opleve, at kunst herudover også er et resultatet af disciplin, erfaring og håndelag. Samt ikke mindst et ønske om at skabe noget, som har værdi for andre.

Eller sagt mere enkelt, vi ønsker at vise børn, at deres leg med sprog og billeder kan blive litteratur – under de rigtige forudsætninger.

Kurt Komet er raketbud og bringer pakkepost ud til alverdens sære fantasi-planeter over hele universet. På planeterne findes mystiske væsner med alverdens problemer, som kun kan afhjælpes ved hjælp af indholdet i Kurt Komets pakker. Dette er udgangspunktet for alle vores historier i bogserien.

I Kurt Komet workshops skal børnene selv opfinde deres egne planter – og finde løsninger på de problemer, som svæver rundt ude i det uendelige univers.

I huskunstnerforløbet er kataloget med øvelser blevet udvidet. På planeten Rim taler alle sjovt. På planeten Ligeomvendt er alting præcis tværtimod. På planeten Overmod skal børnene fortælle en historie om helte og skurke. I forløbet kommer børnene dybere i den kreative kreative proces og får afprøvet forskellige dimensioner af samspillet mellem ord og visuelle begreber. 

Forløbet vil veksle mellem kunstnernes foredrag, livetegning og oplæsning samt elevernes arbejde og verbale fremlæggelser. Det sidste er yderst vigtigt. Som afslutning på alle workshopdage skal eleverne fremlægge og reflektere over deres arbejde.

Både ved individuelle workshops og længerevarende huskunstnerforløb kan man søge støtte om at få dækket vores honorar via Kunstfonden. Se mere herunder:

Levende litteraturmøder for børn og unge – pulje ved Kunstfonden.

Huskunstnerordningen – pulje ved Kunstfonden.

Skriv til mig, hvis du vil høre nærmere og workshops og huskunstnerforløb.