Det er fredag morgen. Der er forår på vej. Og jeg tænker på døde kattekillinger. Kattekillinger som forlod livet skrigende, hvæsende og i panisk angst. Nu ligger de frosset under en halv meter is. Ja, ja, jeg ved det. Dét kræver en forklaring. De døde kattekillinger optræder i den historie, jeg skriver på netop i disse dage. Fortællingen hedder “Kattemorder”, og handler om nogle børn, der finder et net med fem døde kattekillinger under isen på gadekæret. Som så mange gange før, er historien inspireret af begivenheder fra mit eget liv. Nemlig da jeg, og andre børn fra landsbyen hvor jeg voksede op, på lignende måde opdagede dette grufulde syn: fem døde kattekillinger fastfrosset i evigheden midt i gadekærets idyl.
Når jeg starter en historie ud fra en erindring, skriver jeg blot løs, så hurtigt jeg kan. Men på et tidspunkt når til et sted, hvor jeg må beslutte mig for, præcis hvilken type historie, jeg egentlig er i gang med. Hvem er læseren? Er historien for små børn eller store børn? Hvor grumt skal det udvikle sig? Skal kattemorderen lide samme skæbne som de killinger, han druknede? I mange af mine fortællinger har jeg beskæftiget mig med tunge emner. Alligevel ender de som oftest godt, om end ikke lykkeligt. Det er nu ikke fordi, jeg er helt naiv og lyserød på indersiden af kraniet, at jeg søger denne slutning. Men frem for en åben, dyster slutning, så er der noget ved den fint afsluttede fortælling, der tiltaler min ordenssans. Så måske ender “Kattemorder” også godt. Men ikke for kattekillingerne.
