Så er der kommet lektørudtalelse på “Den anden Freja”, hvor Ulla Møller blandt andet skriver:
“Historien er bygget op af korte sætninger, der gør den let at læse, det samme gør den åbne typografi. Bogen er spændende, og balancen mellem virkeligheden og det overnaturlige er hårfin. Skildringen af, hvad krig kan gøre ved mennesker, er tankevækkende. Bodil Bang Heinemeier har illustreret med dramatiske træsnit, der rammer bogens stemning præcist.”
Lektøren konkluderer:
“En spændende og velskrevet gyser, hvor forfatteren har mere på hjerte end blot gyset.”
Bogen fås på tryk – men også som ebog til 29 kroner – eksempelvis på ibookstore
Om “Den anden Freja”:
Freja er på kanotur i Sverige sammen med sin mor og sine to små søstre. Men pigerne er ikke alene. Ud af tågen dukker Frank op. Han burde slet ikke være her. Han blev jo spærret inde. For Frank har forsøgt at slå Freja ihjel.
Men Frank er soldat. Og han giver aldrig op.
“Den anden Freja” er en gyser for 3 – 5 klassetrin og udkommer som fjerde bind af Carlsens “Mareridt” serie. Bogen er fornemt illustreret af Bodil Bang Heinemeier.