Ja, jeg ser noget vintertræt ud under det hudfarvede pudder – men det er en fin film – se her hvorfor:
Kategori: Ugens film
Ugens bedste film er “Winter’s Bone”
Jeg har anmeldt to film for Dagbladet Børsen i denne uge: den amerikanske komedie “Due Date” samt det amerikanske drama “Winter’s Bone”.
“Due Date” er instrueret af Todd Phillips manden bag den kugleskøre “Tømmermænd i Vegas” (The Hangover). Dén film var morsom, meget morsom endda. Og det er “Due Date” også. Men den nye film løfter sig ikke op på helt samme niveau. Tre stjerner blev det til i Dagbladet Børsen. Men er du til grotesk humor i stil med “Klovn”, er filmen værd at se.
Så er der mere gods i “Winter’s Bone” instrueret af Debra Granik, som er en af de bedste biografoplevelser, jeg har haft i lang, lang tid. Filmen beretter om 17-årige Ree Dolly, hvis far er forsvundet. Nu må hun ud og opspore ham, hvilket viser sig at være livsfarligt. Familie, venner og naboer er nemlig vanvittigt paranoide hillbilly typer, der koger amfetamin i garagen – og som hader, når nogen stiller spørgsmål. Filmen er en fængslende beretning om hudløs desperation og personligt mod. Den kan varmt anbefales. Jeg gav topkarakteren seks stjerner i Dagbladet Børsen.