Udgivet i 1 kommentar

Makkerskrivning i praksis: Presset fra makkeren og det gode grin. Sådan skrev vi “Jagten på den talende hund”

Makkerskrivning i praksis: Presset fra makkeren og det gode grin.

Makkerskrivning rummer to oplagte fordele: man bliver moderat presset af makkeren, således at man ikke går i stå. Samtidig er makkerskrivning sjovere end at skrive alene.

Jeg skrev “Jagten på den talende hund” sammen med Bo Skjoldborg. Skønt vi sad hver for sig, skrev teksten samtidig i et fælles Google dokument online. Denne måde at organisere makkerskrivning rummede to oplagte fordele. Det gav et pres fra makkeren – samtidig gav det anledning til nogle gode grin. Det siger næsten sig selv, at man bliver presset til at arbejde, når man oplever, at makkeren er i fuld gang. Når jeg skriver alene, bliver jeg ofte forstyrret – eller jeg lader mig forstyrre. Under makkerskrivningen var jeg langt mere fokuseret og disciplineret. Det skyldtes, at rammerne var sikre og trygge. Vi aftalte eksemplevis, at vi skulle skrive en onsdag formiddag fra 8.30 – 11. Det var en overskuelig tidshorisont, så måtte mails vente til om eftermiddagen. Sådan en aftale kunne jeg jo også blot have lavet med mig selv, når jeg skrev solo. Og det gør jeg også. Men jeg oplever alligevel, at aftalen er nemmere at overholde, når jeg ved, at det er en fælles aftale med skrivemakkeren.

En anden fordel ved makkerskrivning er, at det ganske enkelt er sjovere at skrive sammen. Google doc har en chat-funktion, hvor jeg og Bo Skjoldborg fra tid til anden kunne udveksle korte beskeder. Det kunne være: “færdig med at beskrive første kup – nu starter jeg på nyt kapitel.” Det kunne også være beskeder af ren praktisk karakter. Da vi skrev bogen, havde jeg fået en hundehvalp, som skulle luftes ofte. Derfor skrev jeg i chat-feltet: “er nede med hunden” for blot at varsle, at jeg holdt en kort pause. Bo konkluderede imidlertid, at jeg sikkert var begyndt at tale til ham, som de 12-årige karakterer taler i bogen. Nemlig at jeg var “gået ned” med teksten om hunden. Han svarede: “hvordan kan jeg hjælpe?” Det grinede vi af – og misforståelsen er et godt eksempel på, at makkerskrivning kan føre til en morsom udveksling omkring teksten, som ganske enkelt gør hele projektet sjovere.

Makkerskrivning i praksis: Første gennemskrivning, nu skal der hentes ekstern feedback. Sådan skrev vi “Jagten på den talende hund”.

Husk at du kan købe “Jagten på den talende hund” for blot 99 kr. i hele marts måned – normalpris 270 kr.

Jagtenstor

1 tanke om “Makkerskrivning i praksis: Presset fra makkeren og det gode grin. Sådan skrev vi “Jagten på den talende hund”

Leave a Reply