Tag: gratis ebog til børn
Få et gratis anmeldereksemplar af min ebog “En lort med tusind ben”
Jeg udlodder de næste par dage gratis anmeldereksemplarer af min ebog “En lort med tusind ben”. For at få et gratis eksemplar af ebogen, skal du blot sende mig en mail, så jeg ved, hvor jeg skal sende filen hen. Du kan sende til: morten.durr@comxnet.dk.
Tilbuddet gælder til og med fredag d. 24. juni.
Om bogen:
HANDLING:
Emil bliver altid mobbet af Thor. Og Thor har snubbet Emils plads på fodboldholdet. Nu skal det være slut. Emil vil have hævn. Han lægger en snedig plan. En plan hvor man skal bruge to møtrikker, en skålfuld ekstra stærk chilisovs og en håndfuld sprællende tusindben. Nu skal Thor ned med nakken!
MÅLGRUPPE:
Som selvlæsning 3. – 5. klassetrin. Som oplæsning 1. – 3. klassetrin.
ANMELDELSER:
“En lort med tusind ben” er en herlig, sjov og letlæst historie for de 9-12-årige. Den handler om venskab, mobning, den første spirende kærlighed og noget så upædagogisk som hævn! Det er herlige løjer, der også vil egne sig godt til højtlæsning.” (Bent Rasmussen, Skolebiblioteket).
“Det knusende slag mod Thor sker helt i Olsen-bandens ånd” (Steffen Larsen, 4 stjerner i Politiken).
“De læsere, som vil blive tiltrukket af forsidebilledet, hvor historien oser op af et noget brugt toilet og ordet lort står med store bogstaver, de bliver ikke snydt. Til gengæld får de så også en god historie og de bliver også lidt klogere på livet.” (Hans Radsted, lektørudtalelse DBC).
Forlaget Plot går snart i luften
Nu kan jeg snart kalde mig direktør. Ikke kun mit eget livs direktør, men også direktør for verdensfirmaet Forlaget Plot. Okay, ambitionerne er i første omgang ikke så voldsomme. Ideen er at udgive enkelte af mine “gamle” titler som ebøger. Eksempelvis titler som ikke kan fås på tryk mere. Således bliver første udgivelse “Erik maler hunden blå” min billedbog fra 2005 med illustrationer af Mads Berg. Bogen udkommer snart som ebog, og vil koste under 20 kroner. Men indtil videre kan du stadig få den helt gratis, hvis du klikker her
Mere om Forlaget plot følger snarest …