Udgivet i Skriv en kommentar

Rapport til Statens Kunstråd, Litteraturudvalget – ifbm. den interaktive billedbog “Miki”

app icon 152 pixI 2012 fik jeg og Lars Gabel en idé om at udvikle en interaktiv billedbog. Vi søgte Kunstrådet om støtte til projektet. Ansøgningen gik igennem. Nedenfor kan interesserede læse vores rapport til Kunstrådet. Jeg tænker, rapporten kan være interessant for andre som ønsker at lave en interaktiv billedbog – både hvad angår vores tekniske overvejelser, vores budget, og mine overvejelser omkring selve projektets realisering.

Statens Kunstråd, De generelle midler, j.nr. KLF10.2012-0487

”Ebog med animationer og lyd”, Tilskud: 50.000,00 kr.

Morten Dürr

Til Kunstrådets Litteraturudvalg.

Vi (Morten Dürr og Lars Gabel) modtog i 2012 et bevilling som støtte til produktion af en ebog med animationer, lyd og interaktivitet. Bogen er nu færdig. Det blev en app til ipad. Det færdige resultatet ligger nu på Apple AppStore, under følgende link:

https://itunes.apple.com/dk/app/miki/id763473165?mt=8&ign-mpt=uo%3D4

Videoer fra bogen kan findes her:

https://www.youtube.com/channel/UCxd1tL4ef_095b6f0WgajLQ

Billeder fra bogen kan findes her:

http://mortendurr.com/2013/12/03/min-forste-interaktive-billedbog-er-udkommet-miki-kan-nu-fas-pa-app-store-til-7-kroner/

Projektets udgangspunkt:

Lars Gabel og jeg var interesserede i at skabe en beriget ebog med animationer, lyde og interaktive elementer. Vi forestillede os en bog i epub-format, og på ansøgningstidspunktet var der store forhåbninger til det netop vedtagne epub3 format. Det britiske produktionsselskab Yudu Media var meget langt fremme med en “hyldevare” af javascript animationer, man kunne indsætte i epub3 ebøger – for en fast enhedspris. På den baggrund skrev vi et manuskript – optalte vores animationer og interaktive elementer, og nåede frem til et budget, som følger:

Lars Gabel: Billeder, redigering, projektstyring, historie: 30.000 kr.

Morten Dürr: Tekst, redigering, projektstyring, regnskab: 30.000 kr.

Indlæsning af historie og lydeffekter i lydstudie (inkl. honorar til skuespiller): 6.000 kr.

Opsætning i Apple fikseret layout format: 2.000 kr.

Synkronisering af oplæsning og tekst i Apple fikseret layout: 2.000 kr.

Kodning af animationer i java script, omfang cirka 60 animationer – 5 per opslag: 20.000 kroner.

Vi fik bevilget 50.000 kroner fra Kunstrådet, og manglede dermed 40.000 kroner for at kunne realisere projektet. Samtidig, da vi så flere eksempler på dét, som Yudu kunne tilbyde, stod det klart, at deres løsning ganske enkelt ikke var god nok rent teknisk. Vi fravalgte derfor epub3-formatet, og vi fravalgte en arbejdsproces, hvor vi skulle samarbejde med en ekstern partner i et andet land.

Projektets realisering:

På grund af vores begrænsede budget, begyndte vi derfor at undersøge muligheden for at løse de tekniske udfordringer selv. Vi fandt frem til programmet Demibooks Composer Pro. En app til ipad, hvor man selv – som ikke-programmør – kan programmere en app ved hjælp af logiske kommandoer. Da vi valgte Demibooks Composer Pro som platform, stod det også klart, at produktionens slutresultat ville blive en app til ipad.

Resultatet foreligger nu. Demibooks Composer Pro har indfriet vores forventninger om, at man som forfatter/illustrator team kan arbejde med en beriget/interaktiv ebog uden at have en programmørs forudsætninger. Ved at skære den eksterne programmør bort har vi fået et mere letbenet produktionsbudget. Det har også betydet, at vi har kunne skrive/illustrere/tilrettelægge historien direkte til mediet – en ipad app, uden at skulle konsultere en konsulent vedrørende de tekniske muligheder og begrænsninger.

Demibooks Composer Pro har dog visse absolutte begrænsninger. Den største er, at hele konceptet er rettet mod at præsentere en serie af “sideopslag” – nøjagtig som i en trykt bog. En app produceret på denne platform kan således ikke realisere en rumlig verden, som man kan gå på udforskning i – som i et computerspil. Denne begrænsning har vi dog valgt at acceptere. Personligt opfatter jeg sideopslaget som en oplagt ramme for en fortælling: Opslaget er godt, fordi det står i et naturligt forhold til vores begrebsapparat. Det er velkendt og let at overskue. Indenfor rammerne af et sideopslag kan man være kreativ på en ny måde, når opslaget pludselig rummer interaktive elementer.

Vi har eksempelvis arbejdet med følgende:

Opslaget brydes – “går i stykker”. Tryk på Miki og han falder ud af opslaget. Hvor blev han af?

Overraskelsesmomenter. Ulvens skygge. Ørnens tilsynekomst.

Abstrakte flader som pludselig giver mening – flader af hvidt, gråt og blåligt bliver pludselig et udstrakt landskab, når Mikis røde fodspor dukker op.

Leg – Stormen griber Miki, læseren tager fat i ham – slynger ham rundt i stormen.

Udgangsbilledet forandres til nyt billede – træerne i skoven danner en ny symmetrisk enhed, når man trykker på træerne.

Kausalitet. Miki kan ikke komme over floden, før isen trylles frem.

Dimensionerne i billedet udfordres – de fjerne blinkende stjernerne bliver nære, små objekter, som kan varme Miki.

Skønt Demibooks Composer Pro således lægger op til en app, der ligner en almindelig bog, føler jeg langt fra, at de kreative muligheder bliver hæmmet af dette.

Som nævnt tidligere fik valget af Demibooks Composer Pro også en positiv betydning for vores produktionsbudget, vi endte på følgende:

Lyd, effekter, indlæsning, studie: 5.898 kr.
Software og liscenser: 2.377 kr.
*Honorar forfatter: tekst, projektstyring, programmering: 20.863 kr.
*Honorar illustrator, projektstyring, illustrationer: 20.863 kr.

I alt kr. 50.000.

*(i en ideel verden ville dette beløb være højere, da vi langt fra har fået dækket vores timeindsats.)

Det ses dermed, at vi ikke har anvist en særlig stor del af budgettet til eksterne leverandører – netop fordi vi har kunne programmere app’en selv. Den største post i regnskabet er honorar til os, ophavsmændene, hvilket også afspejler et højt tidsforbrug til projektet. Lars Gabel har leveret 144 billedelementer til app’en. Tiden jeg har brugt på programmering har været strukket ud over flere måneder – hvor også andre projekter skulle passes.

Konklusion:

Den tekniske barriere, som har hindret danske forfatter og illustratorer i at lave egne billedbogsapps – er nu faldet – hvis man gør brug af redskaber som Demibooks Composer Pro. Tilbage står det problem, at det tager lang tid, at realisere projektet fra start til slut.

Med Demibooks Composer Pro er det absolut muligt, at producere en interaktiv billedbog uden at skulle rejse flere hundredetusinde kroner for at honorere eksterne leverandører. Alligevel er projektet mere bekosteligt at realisere, end et normalt bogprojekt er. For et forfatter/illustrator team kræver det langt mere tid, og langt mere teknisk viden (trods alt), at realisere projektet. Tid som skal modregnes andre (betalte) opgaver.

I den oprindelige henvendelse til Kunstrådet anførte vi en motivation for ansøgningen:

“Skal man udnytte de digitale muligheder i ebogen fuldt ud, skal (denne) arbejdsproces(sen) revideres. Ebogen opstår i dag som konsekvens af papirbogen. Konverteringen til ebog sker som en eftertanke, et problem, der skal løses. Vi ønsker at vende processen om. Vi vil udvikle værket til skærmen først, dernæst eventuelt til papir. Med ebogen er bogen er blevet software, og det stiller nye krav til skabelsesprocessen. Sådan et pilotprojekt er imidlertid ikke noget, som et forlag kan forventes at finansiere. Derfor ansøger vi om støtte til projektet.” 

Hvad angår arbejdsprocessen, er projektets mission lykkedes. Vi har realiseret det digitale værk på et stramt budget. Senere er historien blevet omskrevet, så den passer til rammerne af en papirbog. Det manuskript ligger nu til overvejelse hos et forlag.

Hvad angår finansiering og evt. samarbejde med forlag omkring den digitale produktion  – her er problematikken uløst. Skønt vi valgte en softwareplatform, som sparede ekstern programmering, blev arbejdsbyrden desto meget større for os selv. Kan et dansk forlag finansiere sådan en proces? Til en almindelig børnebog yder forlaget et forskud på 8.000 – 14.000 kroner – på grundlag af et stort set færdigt manuskript. Et dansk forlag kan næppe yde 50.000 – 75.000 kroner i forskud til en app. Skønt det er et uhyre lavt beløb for en interaktiv digital multimedieproduktion – er det et højt beløb i den danske (børne)bogbranche.

Ipad app – fremtiden for billedbøger?

Den danske billedbog er i dyb krise. Oplagstallene er nu så beskedne, at billedbøger udgives mest af alt som prestigeprojekter – a la lyrik. En billedbog sælger typisk 200 – 600 eksemplarer. Vores eksempel med “Miki” viser, at det kan lade sig gøre at producere en app på et lavt budget, og at den slags projekter sandsynligvis kan være med til at understøtte danske billedbøger som genre, både digitalt og i print.

Morten Dürr – 12. december 2013

Udgivet i Skriv en kommentar

Sød, spændende og lidt uhyggelig – ipadguide.dk anmelder min interaktive billedbog “Miki”

app icon 152 pixIpadguide.dk anmelder min interaktive billedbog “Miki” – og giver den blandt andet følgende ord med på vejen:

“Historien bliver læst op og egner sig til de tre til otte-årige børn. På hver side skal man trykke på skærmen et sted, som får noget til at ske, så historien kan udvikle sig. Det er en enkel og sød lille historie, som dog også rummer uhygge og spænding. Min datter på otte år syntes at historien var god, men også uhyggelig. Det er rigtigt fint, at barnet ikke blot er passiv tilhører og beskuer af de fine tegninger, men også selv kan medvirke i historien, ved at trykke forskellige steder på forskellige tidspunkter.”

Læs hele anmeldelse her.

Køb “Miki” på app-store til 7 kroner.

Udgivet i Skriv en kommentar

Få “Kurt Komet” og 7 andre ebøger gratis – OBS: kun i dag.

Fyr op for din iPad. Jeg giver otte bøger væk i dag – du kan hente dem på Apple Ibookstore:

“Zombier kysser klamt”
“Bomben i madkassen – lydbog”
Azull æder øjne”
“Dræbersvin”
“Marias dukke”
“Kurt Komet”
“Kessler-effekten”
“Stille Post” (letlæst bog på tysk)

kurt_cover_FINAL

Udgivet i Skriv en kommentar

Læs “Bomben i madkassen” på den internationale stammedag –

Forside Bomben i madkassen2Den 22. oktober var International Stuttering Awareness Day – en dag som markerer vilkårene for folk, som stammer. Har du et barn eller en elev, som stammer, så vil jeg foreslå min bog “Bomben i madkassen” – hvor  stammende Michael tager snedig hævn over det drenge, som mobber ham.

Bogen fås som ebog og lydbog via disse links:

Bomben i madkassen på:

Netlydbog.dk
Ereolen.dk

Ibooksstore – ebog
Ibookstore – lydbog
Saxo.dk
Riidr.dk
Mofibo
Googleplay

Om bogen:

De store drenge driller Michael. De tvinger ham til at tænde et voldsomt kanonslag. Men Michael tager hævn. Michael har nemlig også en bombe … i madkassen.
“Bomben i madkassen” handler om mobning, kammeratskab og evnen til at sige fra. Den henvender sig til børn fra 0. – 4. klasse.

Anmeldelser:

”Det er en smuk fortælling om, hvordan den trynede dreng ved egen kraft rejser sig. Sproget er underspillet, præcist og fuldt af betydning. 
Anne Katrine Rask, Folkeskolen.dk

“Budskabet, at man ikke skal finde sig i at blive mobbet, behandles så underholdende, at bogen vil blive et hit, især blandt drenge.”
Lene Nissen, lektørudtalelse, DBC

“Denne lille historie er en klarsynet fremstilling af magt, hvad den hviler på, og hvad der driver den”
Steffen Larsen, Dagbladet Politiken

“En ny-klassiker, som er svaret på alle mobbeofres drømme om hævn … og så har den et vildt godt plot.”
Anne Petersen, Børn & Unge

Udgivet i Skriv en kommentar

“Zombier kysser klamt!” er anmeldt i Troldspejlet!

zombierforsideHerligt! En af mine bøger har fundet vej til “Troldspejlet” – det drejer sig om “Zombier kysser klamt!”, som Jakob Stegelmann giver følgende ord med på vejen:

“Morten Dürr er bestemt ikke bange for at gå lige til stregen – og gerne lidt over – for Zombier kysser klamt! er virkelig makaber, men også virkelig sjov.”

Du kan se hele indslaget på Troldspejlets hjemmeside.

Bogen koster henholdsvis 100 kr./29 kr. som papirbog/ebog (saxo.dk)

Bogen kan også lånes som gratis ebog på ereolen.dk

Udgivet i Skriv en kommentar

“Djævledukken” kan nu fås som gratis lydbog på Netlydbog.dk

Så er også “Djævledukken” udkommet som lydbog – og kan fås ganske gratis på Netlydbog.dk

Djævledukken:
Karl får en bugtalerdukke i fødselsdagsgave. Det er en magisk dukke, som taler helt af sig selv. En djævledukke. Den siger alt det pinlige, som ikke må siges højt. Karl bliver skældt ud af læreren. Han bliver lovet tæsk af klassens rod, Søren. Det er alt sammen djævledukkens skyld. Men så stjæler Søren dukken. Og det skulle han aldrig have gjort!

Lektørudtalese, DBC (Pia Boisen Michelsen): “Denne bog fungerer både som en veldrejet gyser/spændingshistorie og som en vedkommende fortælling om det øjeblik, hvor drillerier ikke længere er sjove og mobningen begynder. Bogen er spændende uden at være uhyggelig. Sproget er rapt og mundret … Historier med samme tematiske dybde som Dürrs kan være svære at finde blandt de lette bøger.”

djævel

Udgivet i Skriv en kommentar

“Slip aldrig Samiras hånd” fås nu som gratis lydbog på Netlydbog.dk

Samira omslagNadim tør ikke gå alene i skole. Han er bange for at fare vild, han er bange for bilerne, de store hunde og de fulde mænd. Men heldigvis finder Nadims onkel på en løsning. Nadim skal blot holde sin lillesøster Samira i hånden på vej til skolen – så går det nok alt sammen … også selvom Samira er et spøgelse.

“Slip aldrig Samiras hånd” modtog “Skriverprisen 2008” (Undervisningsministeriet/Kulturministeriet). Nomineret til Orla-prisen 2009.

Anmeldelser:
“Her er en lille perle … et er en meget enkel, smuk og velskrevet bog.”
Tove Kettner Heiberg, Folkeskolen.

“En god bog om det gode ved usynlige venner, og det bedre ved de levende.”
Birte Gam-Jensen, Fyens Stifttidende.

“Rørende og velfortalt læs-let historie om en flygtningedreng og hans første tid i Danmark.”
Zenia Johnsen, Fortællingen.dk

Lydbogen kan høres gratis via Netlydbog.dk

Udgivet i 6 kommentarer

Teknisk feedback på online streaming ebog ønskes – bonus: gratis online ebog “Kessler-effekten”

Er der nogen, som kan hjælpe mig med feedback på en online ebogslæser, jeg har fået bygget. Jeg ønsker at få teknikken afprøvet på så mange platforme og browsere, som muligt.

Jeg ved allerede, at det ikke fungerer i Internet Explorer … men fungerer det i Android, IOS, Chrome, Firefox – fungerer det på mobiler, tablet og desktop?

Så kort sagt: kan man læse bogen, bladre i den osv. Obs: der er ikke mulighed for at sætte bogmærker i bogen – men browseren husker selv, hvor du er nået til via cookies.

Læs ved at trykke på bogens forside …

Læs "Kessler-effekten" gratis online
Læs “Kessler-effekten” gratis online