Udgivet i Skriv en kommentar

“Confessions” var min store filmoplevelse ved CPH:PIX

Så lidt tid, så mange film. CPH:PIX lå oveni påsken, og det gjorde ikke tingene nemmere. For man kan jo ikke se festivalfilm i København og samtidig plukke anemoner i Skåne. Anemonerne vandt. Beklager. Men lidt film blev det dog til, og for denne filmbums var den japanske film “Confessions” (instr. Tetsuya Nakashima), den helt store oplevelse ved festivalen. Filmen beretter om en lærerinde, som pludselig en dag har noget alvorligt at berette. Hun stopper som lærer. Klassen bryder ud i jubel. Men læreren fortsætter: og desuden har jeg smittet to af eleverne herinde med HIV virus!

Og så tager begivenhederne en drejning, som mildest talt er absurd. Det er kulsort teenageangst og hævndrama på højt niveau. Og samtidig er filmen fortalt i gudesmukke, hypnotiserende billeder. En smuk, drilsk øjenåbner.

http://www.imdb.com/title/tt1590089/

Udgivet i Skriv en kommentar

“Brighton Rock” er ugens film – jeg gav fire stjerner i Dagbladet Børsen

Graham Greene skrev “Brighton Rock” som et stykke “underholdning”. Jovist, bogen er underholdende, men den er også en klassiker spækket med tankegods. I 1947 blev den filmatiseret af Boulting brødrene som en britisk pendant til datidens amerikanske noir-bølge. Filmen blev også en klassiker. Rowan Joffe skal derfor løfte en tung arv med sin genindspilning. Men det fungerer fremragende. Nyd Sam Riley som den ondskabsfulde gangsterknøs Pinkey. Han er omend endnu mere dyster og rugende end i “Control”, hvor han spillede mørkemanden Ian Curtis fra Joy Division.

Udgivet i Skriv en kommentar

Ugens filmtip: “De kaldte hende Sarah” samt “The Way Back”

De kaldte hende Sarah
I det fine franske drama “De kaldte hende Sarah” berettes om, hvordan de franske myndigheder villigt tog del i jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. Skolepigen Sarah bliver vækket tidligt om morgenen, da gendarmerne hamrer på døren. Lynhurtigt fatter hun en plan. Hun låser lillebror inde i et skab og gemmer nøglen i kjolelommen. Den handling kommer hun så inderligt til at fortryde. For nu afhentes hele familien, de sendes i lejrene, men hvordan skal lillebror komme ud af skabet? Efter mange genvordigheder undslipper Sarah fangenskab og vender tilbage til Paris. Men hvad hun finder i skabet, skal ikke afsløres her. “De kaldte hende Sarah” er i familie med “Drengen i den stribede pyjamas”, da den ligeledes skildrer holocaust set fra barnets synsvinkel. Et fint og rørende drama, husk lommetørklædet til når der knibes en tåre!

The Way Back
At flygte fra en sovjetisk gulag var som bekendt lettere sagt end gjort. Pigtråd, bevæbnede vagter, overvågning, vagttårne og sporhunde gjorde chancerne små. Men selv hvis det lykkedes at komme bort fra lejren, var man stadig spærret inde, omringet af kilometervis af goldt landskab. For hvordan kunne man overleve midt i Sibiriens vidstrakte ødemark? Ikke kun lejren, men selve landskabet, var fængslet. Således præmissen i Peter Weirs seneste film “The Way Back”, baseret på “virkelige hændelser,” nemlig den polske officer Slavomir Rawiczs flugt fra en gulag i 1941, hvor han sammen med en lille gruppe mænd tilbagelagde 6.500 kilometer til fods. Fra Sibirien i nord, gennem Mongoliet, Gobiørkenen, Tibet og Himalaya for til sidst af finde friheden i Indien. Den historie er næsten for god til at være sand, hvilket den formentlig heller ikke er, påpeger historikere i dag. Men Peter Weirs film er under alle omstændigheder en fantastisk medrivende fortælling.

Læs hele anmeldelserne på http://www.borsen.dk.

Udgivet i Skriv en kommentar

Fra kartoffeltud til fortryllende tryne – “Tamara Drewe” er ugens film

“Tamara Drewe” er en letbenet romantisk komedie om en ung kvinde, der vender tilbage til landsbyen, hvor hun voksede op, og dermed fordrejer hovedet på samtlige hankønsvæsner i det lille samfund. Tamara havde som teenager et opsigtsvækkende problem. Hendes næse var for stor. Den lignede ikke alene en forvokset aspargeskartoffel, den lignede snydeskaftet hos Na’vi-folket, de underlige blå skabninger fra “Avatar”. Men ved hjælp af moderne kirurgi forvandles næsen til den nydeligste tryne, og nu er Tamara pludselig uimodståelig – portrætteret af bondbaben Gemma Arterton. Alle mændende halser efter hende, og det får Stephen Frears meget sjov ud af. Satiren kunne godt havde haft mere kant – ikke desto mindre er “Tamara Drewe” morsom, begavet og opløftende. Jeg endte med at give filmen fire stjerner i Dagbladet Børsen.

Udgivet i Skriv en kommentar

“Kongens store tale” er ugens film

Det er ikke let for noget barn eller voksen at være stammer. Men det er endnu værre at stamme, hvis man er forpligtet til at holde fine taler. Eksempelvis hvis man er Storbritanniens nykronede konge, og skal holde en tale på landsdækkende radio, der kan opildne folk til at gå i krig mod Hitlers Tyskland. “Kongens store tale” blev årets store Oscarvinder. Fuldt fortjent. Og Colin Firth er et mesterlig valg til rollen som den stammende Kong George. Firth er arvtager til Laurence Olivier som mesteren af udsøgt diktion. Derfor er det naturligvis ekstra smerteligt, at se hans fornemme udtale amputeret af hakken og stammen. Når filmen er ovre, har man lyst til at klappe af ham. Jeg uddelte 5 stjerner i min anmeldelse til Dagbladet Børsen.

Udgivet i Skriv en kommentar

“Animal Kingdom” er ugens film

Den australske thriller “Animal Kingdom” åbner med et billede af teenageren Joshua, som stener foran tv’et. Joshua fniser dumt af det, som sker på skærmen. Kameraet trækker sig tilbage og afslører langsomt, at hans mor ligger død af en overdosis heroin i sofaen. Så er tonen slået an. Forældreløse Joshua må nu søge ly hos mormor Cody, som lyder kælenavnet “Smølfen”. Det lyder hyggeligt, men Smølften er en farlig psykopat, der styrer sin familie med et jerngreb. Filmen udvikler sig langsomt til en drønspændende thriller, undervejs møder vi nogle uforglemmelige karakterer. Jeg uddelte fire stjerner til “Animal Kingdom” i min anmeldelse til Dagbladet Børsen.

Udgivet i Skriv en kommentar

“True Grit” er en klassisk stilren western – tilsat typisk Coen-humor

Joel og Ethan Coen har slået deres folder i stort set hver eneste filmgenre fra musical til gangsterfilm, men de har aldrig lavet en western. Ikke før nu. “True Grit” er en klassisk stilren western om 14-årige Mattie, der drager ud på hævntogt efter sin faders morder. Det bliver blodigt, for Mattie er en drabelig krydsning mellem Laura Ingalls og Pippi Langstrømpe. Jeff Bridges spiller fantastisk som fordrukken dusørjæger og filmen byder på gnistrende replikker og morsomme dødsfald, som det skal være hos Coenbrødrene. Jeg uddelte fem stjerner til filmen i min anmeldelse til Dagbladet Børsen.

Udgivet i Skriv en kommentar

“The Fighter” er ugens film

Mickey lægger asfalt om dagen og bokser for penge i weekenden. Han drømmer om at vinde en vm-titel. Men hverdagens trængsler tynger ham. Hans bror er på crack, og hans mor er vanvittig. Således “The Fighter” instrueret af David O. Russell. Filmen har premiere i dag og er nomineret til syv oscarpriser. Det er fuldt fortjent. Historier om boksere, der kæmper for et comeback, er godt klassisk filmstof. Men det som gør “The Fighter” ekstra god, er, at den har en dybde i karakter- og miljøbeskrivelsen, som imponerer. Den minder mindre om “Rocky” og mere om “Raging Bull”. Jeg gav den 5 stjerner i min anmeldelse til Dagbladet Børsen.

Udgivet i 1 kommentar

Ugens film er “127 Hours”

Her er en lille gåde. En internationalt berømmet filminstruktør har netop modtaget otte Oscarpriser,  fire Golden Globes samt syv BAFTA priser for sin seneste film. Hvad er næste træk? At lave en stort anlagt Hollywoodfilm på et megabudget, hvilket vil indbringe penge nok til resten af tilværelsen? Eller at lave en film om en mand, som … saver sin egen arm af? De fleste instruktører vælger nok det første, men ikke hvis nævnte instruktør er den fandenivoldske britiske filmmager Danny Boyle. Således “127 Hours”, der er ugens film, og som jeg tildelte 5 stjerner i min anmeldelse i Dagbladet Børsen.  Filmen skal varmt anbefales, men selve armoversavningsscenen er ganske hård kost!

Udgivet i Skriv en kommentar

“Black Swan” er ugens film – 5 stjerner i Dagbladet Børsen

I denne uge har jeg kun anmeldt en enkelt film til Dagbladet Børsen – den var til gengæld temmelig imponerende. “Black Swan” er fortællingen om ballerinaen Nina, som higer efter at blive solist. Endelig får hun chancen for at blive primaballerina i en opsætning af Svanesøen. Men det psykiske pres bliver for voldsomt og Ninas sind brister. Filmen er en fantastisk blanding af gyser, karakterstudie og bag-scenenen balletfilm. Og så er den fantastisk smuk og dragende – og pokkers uhyggelig. “Black Swan” er instrueret af Darren Aronofsky, manden bag den ligeledes fremragende “The Wrestler” – og Natalie Portman er fantastisk i hovedrollen som Nina.