Udgivet i 4 kommentarer

Kattemorder

Det er fredag morgen. Der er forår på vej. Og jeg tænker på døde kattekillinger. Kattekillinger som forlod livet skrigende, hvæsende og i panisk angst. Nu ligger de frosset under en halv meter is. Ja, ja, jeg ved det. Dét kræver en forklaring. De døde kattekillinger optræder i den historie, jeg skriver på netop i disse dage. Fortællingen hedder “Kattemorder”, og handler om nogle børn, der finder et net med fem døde kattekillinger under isen på gadekæret. Som så mange gange før, er historien inspireret af begivenheder fra mit eget liv. Nemlig da jeg, og andre børn fra landsbyen hvor jeg voksede op, på lignende måde opdagede dette grufulde syn: fem døde kattekillinger fastfrosset i evigheden midt i gadekærets idyl.

Når jeg starter en historie ud fra en erindring, skriver jeg blot løs, så hurtigt jeg kan. Men på et tidspunkt når til et sted, hvor jeg må beslutte mig for, præcis hvilken type historie, jeg egentlig er i gang med. Hvem er læseren? Er historien for små børn eller store børn? Hvor grumt skal det udvikle sig? Skal kattemorderen lide samme skæbne som de killinger, han druknede? I mange af mine fortællinger har jeg beskæftiget mig med tunge emner. Alligevel ender de som oftest godt, om end ikke lykkeligt. Det er nu ikke fordi, jeg er helt naiv og lyserød på indersiden af kraniet, at jeg søger denne slutning. Men frem for en åben, dyster slutning, så er der noget ved den fint afsluttede fortælling, der tiltaler min ordenssans. Så måske ender “Kattemorder” også godt. Men ikke for kattekillingerne.

Udgivet i Skriv en kommentar

Mød mig på Bogfestivalen

Den 17. april kan du møde mig på bogfestivalen på Holmen i København, her vil jeg, og en masse andre forfattere, møde op og sælge restoplag af vores titler til uhyggeligt billige priser. Så kunne du tænke dig at få et signeret eksemplar af “Bomben i madkassen”, “Krabledyr” eller “Erik maler hunden blå”, skal du blot møde op på Arkitektskolen fra kl. 10. De andre forfattere du kan møde ved cafebordet, hvor vi sælger bøger, er: Thorstein Thomsen, Henrik Nilaus, Daniel Zimakoff, Lene Fauerby, Bente Bech, Jon Ranheimsæter, Birde Poulsen, Annette Herzog, Kåre Bluitgen m.fl.

Og hvad er så Bogfestivalen? Bogfestivalen er et spritnyt og spændende tiltag som foregår over to dage. Festivalen rummer en masse spændende aktiviteter omkring litteratur for børn og unge. Se mere på www.bogfestivalen.dk

Udgivet i 1 kommentar

Bog om gadebørn på vej

Den 12. april udkommer min bog “Marias dukke” på forlaget Høst med fremragende illustrationer af Lars Gabel. Bogen handler om Paco, Maria og Manolo der samler skrald for at tjene til føden. De sælger skraldet til de voksne. Alt skal afleveres. Men en dag finder Maria en dukke, som hun plager om at beholde. Men kan Maria lyve for de voksne, når de spørger: “Er det alt? Gemmer i noget?”

“Marias dukke” er en billedbog for skolebørn. Den beretter om gadebørns vilkår og handler om søskendekærlighed, venskab, fattigdom og overlevelse.

Inspiration fra Kinarejse

Inspirationen til “Marias dukke” fik jeg i 1997 på en tre måneder lang rejse til Kina. Min kone og jeg havde fået et formidlingslegat fra Danida. Projektet var at lave et antal reportager om kinesiske migrantarbejdere. Altså kinesiske bønder som drager til storbyerne og industrizonerne for at tjene penge, langt væk fra hjemstavnen.  Disse mennesker må ofte påtage sig det hårdeste og farligste arbejde, for eksempel på store fabrikker eller som arbejdere på store byggeprojekter. Nederst i hierarkiet var dem, som slet ikke kunne få et egentligt job, eksempelvis dem som måtte samle og sortere affald for at sælge det videre. Vi havde fået en omtrentlig adresse på sådan en gruppe i et område af Beijing. Da vi ankom til stedet, var folk i området overraskende fjendtligt indstillede og kaldte vores kinesiske tolk for “landsforræder”. Snart opdagede vi hvorfor. Da vi kom rundt om et hjørne åbenbaredes en kæmpemæssig losseplads. Her arbejdede folk med at sortere skrald – og de boede også midt i skraldet. Plamager af uafvaskelig snavs hang i disse menneskers tøj og hud. Jeg husker, at selv deres øjenlåg var beskidte. Sådan noget var de lokale ikke stolt af at vise frem. Det var en dybt rystende oplevelse.

Fra Ulande til katastrofeområder

Som folkeskoleelever i 1970’erne fik vi lært om ulande og i-lande. Ulande var befolket af fattige som boede ude på landet. De fødte for mange børn og havde for få traktorer. I I-landene var det lige omvendt. Kort fortalt kunne man løse ulandenes problemer ved at sende dem nye skinnende traktorer, så de kunne avle flere afgrøder. Deres børn kunne få fri til at gå i skole, ville få sig et job og tjene penge. Der ville blive født færre børn, og levestandarden ville stige. Og alt dette kunne Danmark selvfølgelig hjælpe med. Desværre gik tingene ikke helt som planlagt. Den nød og elendighed, som vi fik beskrevet, eksisterer stadig. Men i dag oplever vi, at mediernes beskrivelse af fattigdom og elendighed først og fremmet er kædet sammen med katastrofer såsom tørke, krige, jordskælv og hiv. De nødlidende mennesker forstår vi ikke længere blot som fattige, men netop som nødstedte. Vi er gået fra ulandsbegrebet til at fokuserer på katastrofeområder. Men den naive forestilling fra 70’erne lever. Nød og elendighed kan fikses, blot man kaster penge efter ofrene, når skaden er sket. Med “Marias dukke” vil jeg derfor gerne fremstille udviklingen i Ulandene som en mere “personlig katastrofe”, der ikke kan afgrænses til en enkelt hændelse eller et enkeltstående problem. Dette ser man mest tydeligt i den tredje verdens megabyer. Her i disse byer bor nogle af verdens rigeste mennesker side om side med verdens fattigste. Imellem højhuse af glas og stål må de bo i pap og plastik. De er løsrevet fra den gængse sociale og økonomiske virkelighed og det biologiske livsgrundlag. De har ikke noget at bruge en skinnende ny traktor til.

Mennesker som affald

Mennesket er det eneste dyr på kloden, som producerer affald. Efterladenskaber fra klodens andre organismer indgår naturligt i det biologiske kredsløb. Mens vores affald må enten brændes, graves ned, hældes i havet eller genbruges. Vi forstår normalt affald som materielle ting såsom plastik, papir og udtjent maskiner. Sociologen Zygmunt Baumon udvider affaldssbegrebet. Han peger på, at noget af det affald, vi producerer, faktisk er affald i form af … mennesker. Det er tanker, han formuler i bogen “Wasted Lives” fra 2003. Her beskriver han en proces, som ikke er ny. Da England i gamle dage sendte sine straffefanger af sted i hundredtusindvis for at kolonisere Australien, var det for at slippe af med deres “affaldsmennesker”. Mennesker som affald er individer, der er socialt ekskluderede, formentlig resten af deres liv. Flygtningen, langtidssyge, forældreløse børn, skæbner fra både rige og fattige lande. I ulandene er disse mennesker blot desto mere synlige, nøjagtig som Maria og hendes bror og mange andre som dem.