Jeg har været på nettet og kigge billeder og videoer af det nyrestaurerede Eremitageslot. Det ser fantastisk ud (google’ det!). Så tænkte jeg, at det kunne være spændende at lave en billedbog for skolebørn med kunstfotos inde fra slottet. Noget med en pige som møder fremtidige versioner af sig selv. Måske er der også et tema, sådan da. Børn bliver pacet frem i dag. Hvad skal de blive, hvad kommer de til at tjene? Men måske skal de blot først og fremmet blive hele mennesker … Derfor hedder teksten “Dem jeg skal blive”. Den er lidt underlig, til gengæld er den kort.

Dem jeg skal blive

Af Morten Dürr

Jeg går gennem skoven. Min fødder finder selv vej. Gruset knaser under mine sko. Trækronerne bruser. Solen kysser mig.

Jeg vandrer op til slottet. Her venter alle dem, jeg skal blive engang.

Der behøves ingen nøgle for at komme ind. For jeg er inviteret. Af dem jeg skal blive.

Pigen foran spejlet måler længden på sit hår. Se hvor alvorlig hun er. Det er mig til næste år. Tanken får mig til at smile.

Gulvet knirker. Jeg træder forsigtigt. Vil ikke forstyrre pigen i det næste rum. Hende som lige har fået sit første kys.

Der er stille her. Dem, jeg skal blive, lader sig se. Men de siger intet.

Dem jeg skal blive, og slottet de bor i. Lyset her har sin egen stemme. Når det falder på deres ansigter, fortæller det mig alt.

Her er hun. Jeg bliver hende, som pludselig husker, hvordan det er at tænde et stearinlys for første gang.

Hende, som venter på at blive mor.

Hende, der lærer sin dattter sit navn.

Jeg bliver hende, der med ét forstår alting. Igen og igen.

Hende der aldrig holdt op med at beundre de vilde blomster. Hun plukker nye hver morgen.

Jeg bliver hende, som samler på dage.

Hende der går barfodet i dugvådt græs.

Jeg bliver hende, som husker den, jeg var, for længe, længe siden.

Man mærker ikke tiden her. Men man ser den. Den måde, det pludselig bliver mørkt. Det overrasker mig hver gang.

Lyset dør ud og stemmerne stilner til en sagte hvisken. Det er tid til at gå.

Jeg forlader slottet. Går ned af stien. Forbi træerne. Hen til den, jeg er.