Makkerskrivning i praksis: Feedback fra skrivemakkeren, plads til fælles ejerskab og improvisation.
Sådan skrev vi “Jagten på den talende hund”
Et forhold man skal adressere, inden man begiver sig i gang med makkerskrivning – eller lader eleverne i en skoleklasse forsøge sig med det, er at fastslå karakteren af den feedback, som deltagerne skal give hinanden. Da jeg skrev “Jagten på den talende hund” sammen med Bo Skjoldborg havde vi samme udgangspunkt. Vi har begge i årevis levet af at skrive samt undervise i at skrive. Vi har fået tekster redigeret af redaktører. Vi har fået feedback på færdige bøger. Vi har tilsvarende også givet feedback i skrivegrupper og undervisningssituationer. Vi har en fælles forståelse for, at feedback på et råt udkast må handle om de overordnede linjer: hvor er vi i historien, hvordan udvikler karakteren sig, hvad mangler vi at få med, så plottet kan blive ekstra spændende. Vi kender de stadier, en tekst skal igennem, før man på et langt senere tidspunkt begynder at interessere sig for små omend vigtige detaljer som stavefejl, korrekt tegnsætning og den perfekte overskrift på et kapitel. At tillade sig at skrive råt og ufærdigt er noget skrivemakkerne skal give hinanden lov til. Samtidig skal der være plads til improvisation og forsøg. Indskudte handlingsforløb som ikke er planlagte på forhånd. Karakterer som går deres egne veje. Et replikskifte som udvikler sig helt uforudsigeligt. Skal makkerskrivning fungere, er det værd at bruge megen tid på forberedelse samt undervisning i korrekt feedback. Dermed sikres et følelse af fælles ejerskab af projektet.
Læs mere om makkerskrivning i næste blogindlæg som jeg kalder:
Makkerskrivning i praksis: En kur med skriveblokering
