Med “Sorg og glæde” har Malmros givet os den mest opsigtvækkende danske film dette efterår. Næste filmchok bliver Lars von Triers orgasmer 1. juledag. Dén skal nok på tilsvarende vis få vækket de danske biografgængere. Jeg har anmeldt “Sorg og glæde” til Dagbladet Børsen, og skønt filmen var utrolig godt lavet, fik den mig ikke igennem gennem “sorgen” og ind i “glæden”. Det gik ligesom for stærkt fra det tragiske barnedrab til den efterfølgende forløsning. Eller som jeg forsøger at formulere i avisen:
“I denne film sætter Malmros sig temmeligt hårdhændet til doms over sit eget alterego Johannes. Er filmen en renselse for ham? Noget kunne tyde på det, for filmens egentlige ærinde er jo at hylde den kærlighed, som får Johannes til at frelse Signe. Malmros træder med raske skridt træder ud af sorgens skygge og besynger den kærlighed, som overvandt de dystre begivenheder og reddede konens liv. Det kan han gøre som filmmager, fordi han har haft mange år til at forarbejde smerten. Men publikum når ikke at få hjertet og hjerne med i løbet af blot en spillefilms varighed, dertil er tragedien for dyb og sær. Da filmen afsluttes med sørgmodig omend liflig musik, sidder man stadig tilbage med det mentale billede af kniven mod Marias strube.”
(Obs: jeg har senere fortrudt, at jeg skrev at “publikum” ikke får hjertet og hjernen med – jeg skulle blot have referet til et “jeg” – for jeg kan jo ikke vide, hvad publikum tænker, når de ser filmen.)
Se hele min anmeldelse i Dagbladet Børsen
