De kaldte hende Sarah
I det fine franske drama “De kaldte hende Sarah” berettes om, hvordan de franske myndigheder villigt tog del i jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. Skolepigen Sarah bliver vækket tidligt om morgenen, da gendarmerne hamrer på døren. Lynhurtigt fatter hun en plan. Hun låser lillebror inde i et skab og gemmer nøglen i kjolelommen. Den handling kommer hun så inderligt til at fortryde. For nu afhentes hele familien, de sendes i lejrene, men hvordan skal lillebror komme ud af skabet? Efter mange genvordigheder undslipper Sarah fangenskab og vender tilbage til Paris. Men hvad hun finder i skabet, skal ikke afsløres her. “De kaldte hende Sarah” er i familie med “Drengen i den stribede pyjamas”, da den ligeledes skildrer holocaust set fra barnets synsvinkel. Et fint og rørende drama, husk lommetørklædet til når der knibes en tåre!
The Way Back
At flygte fra en sovjetisk gulag var som bekendt lettere sagt end gjort. Pigtråd, bevæbnede vagter, overvågning, vagttårne og sporhunde gjorde chancerne små. Men selv hvis det lykkedes at komme bort fra lejren, var man stadig spærret inde, omringet af kilometervis af goldt landskab. For hvordan kunne man overleve midt i Sibiriens vidstrakte ødemark? Ikke kun lejren, men selve landskabet, var fængslet. Således præmissen i Peter Weirs seneste film “The Way Back”, baseret på “virkelige hændelser,” nemlig den polske officer Slavomir Rawiczs flugt fra en gulag i 1941, hvor han sammen med en lille gruppe mænd tilbagelagde 6.500 kilometer til fods. Fra Sibirien i nord, gennem Mongoliet, Gobiørkenen, Tibet og Himalaya for til sidst af finde friheden i Indien. Den historie er næsten for god til at være sand, hvilket den formentlig heller ikke er, påpeger historikere i dag. Men Peter Weirs film er under alle omstændigheder en fantastisk medrivende fortælling.
Læs hele anmeldelserne på http://www.borsen.dk.
