Så blev det torsdag, tid for ugens filmpremierer. Jeg har anmeldt to film for Dagbladet Børsen til denne torsdag. “Øjnenes hemmelighed” samt “Iron Man 2”. Sidstnævnte behøver jeg næppe at sige mere om. Det er Iron Man, Robert Downey Jr. på slap line og massevis af eksplosioner. Filmen er faktisk skamløst underholdende, men historien halter lidt. 3 stjerner blev det til i Børsen. Derfor må ugens film blive den argentiske Oscarvinder “Øjnenes hemmelighed”. Filmen er en thriller og beretter om en kriminaldetektiv, som skal opklare en grusom voldtægt og mord på en ung kvinde. Men undervejs kommer filmen til at handle om individets handlemuligheder under et diktatur, samt begreber som retfærdighed, venskab og den store kærlighed. En ambitiøs film der fortjener 5 stjerner. Læs den fulde anmeldelse i dagens udgave af Dagbladet Børsen.